søndag den 9. november 2008

Må lederen blande sig i medarbejdernes sundhed?

Hej igen!

Efter laang tids stilhed, kommer der nu igen et indlæg her på siden...

For nylig deltog jeg på ledernes konference om sundhedsledelse, og et interessant spørgsmål blev bragt til forsamlingens overvejelse. Vi blev bedt om at overveje hvorvidt en leder måtte påtale en medarbejders synlige overvægt. Jeg har tænkt en del over det spørgsmål...

Som jeg ser det kan spørgsmålet umiddelbart besvares udfra vores meninger - altså, synes vi det er ok eller gør vi ikke? Disse meninger vil tage udgangspunkt i nogle standpunkter, som vi så kan forsvare overfor hinanden - og hvor langt kommer vi med det?

En anden mulighed er at se spørgsmålet på en.. anden(!).. måde. Vi kan vælge at se på den enkelte leders relation til sin medarbejder. Er relationen præget af episodisk indblanding i medarbejderens affærer, hvorunder medarbejderens sundhed mere eller mindre tilfældigt indgår, eller er lederen varigt engageret i sin medarbejder? For mig har svaret på dette spørgsmål afgørende betydning på besvarelsen af det første. Endnu et spørgsmål bør dog besvares. Er lederen interesseret i medarbejderens overvægt grundet en oprigtig interesse i medarbejderens ve og vel eller er interessen begrundet i en interesse for virksomhedens ve og vel?

Jeg ved ikke om man generelt kan svare på om man må blande sig i sine medarbejderes vægtproblemer, men jeg tror fast på, at vi er nødt til at perspektivere sådanne diskussioner fremfor at indtage standpunkter.